​Canes Gratia's Sighthounds since 2012

Azawakh -nomadernes urhund

 

Forfatter: Inex Blix

Oversat fra norsk af: Anne-Marie Waleue

 

"Hurtig nok til at fange en gazelle eller hare, modig nok til at skræmme store rovdyr, utrættelig som en kamel og smuk som en arabisk hest"

 

Historie

Azawakhen er en urhund med oprindelse i de barske steppe- og ørkenområder i Sahel i Vest-afrika, nærmere bestemt Mali, Niger og Burkina Faso. Racens navn stammer fra et geografisk område i Sahel, Azawakh-dalen. Af de lokale kaldes racen "idi" eller "oska". Gennem tusinder af år, og fortsat i dag, har nomadegrupper holdt denne mynderace som jagt- og vagthund.

Azawakhen bliver gerne betragtet som Tuaregernes hund, men bliver også holdt af andre nomadegrupper, som Fula, Pelluh og Bella. Tuaregerne (det blå folk) har været dominerende i Sahel mest på grund af det var dem der kontrollerede handelsvejene mellem Afrika og Arabien. Nomaderne i Sahel har traditionelt ernæret sig ved kvægdrift og azawakhen har haft en vigtig funktion som vagthund hvis opgave har været at beskytte lejrens kvæg og folk mod ubudne gæster. den har også været brugt til jagt, særlig hetzjagt på gazeller.

 

Udseende

Azawakhen er slank og langbenet, og dens udseende vidner om evne til ekstrem styrke og fart som er nødvendig i hetzjagt over lange afstande. Azawakhen er højere end den er lang, og muskulatur og benstruktur er godt synlig under den tætsiddende hud, som er dækket af kort glat pels. Den giver et indtryk af at være en stolt hund. Nakken er lang, hovedet holdes højt og halen bæres stolt. Azawakhen har karakteristiske luftige bevægelser. Den har et finmejslet hoved med flad skalle som ikke må være for smal. Stoppet er ubetydeligt. Ørerne er højt ansat, meget tynde og hængende fladt - de er i bevægelige og reflekterer hundens årvågenhed. Racen har rette ben med lige vinkler. FCI standarden er streng med hensyn til hvilke farver der er tilladt; rød, fawn til sandfarvet og med brindle variationer på disse farver, den skal have hvide aftegninger på alle fire ben samt haletippen. I Sahel-området findes derimod azawakher i næsten alle salgs farver og farvekombinationer. Racens farver diskuteres blandt raceentusiaster.

 

At leve med en azawakh

Azawakhen er udpræget kærlig og loyal overfor sin familie, og knytter stærkt tætte bånd til sin flok. Overfor fremmede er den som regel distanceret og kan virke uinteresseret eller utilnærmelig, men på dens egne præmisser kan den knytte relationer til mennesker uden for dens familie. På dette punkt er der mange variationer mellem individer, mange er reserverede og kan virke nærmest utilnærmelige, andre er mere imødekommende overfor fremmede. Racen er gennem tusinder af år avlet for at beskytte stammens kvæg og folk. Boende i en familie kommer dette til udtryk ved at den vogter sit hjem og sine mennesker. Kommer der fremmede til en azawakhs hjem vil den varsle det meget kraftigt. Hvis den bliver presset og ser det som nædvendigt kan den handle for at beskytte sit territorium og sin ejer.

 

Som hvalp og unghund bør azawakhen have intensiv socialisering, for at få de bedste forudsætninger til at fungere optimalt i et samfund langt fra Sahel. Det at racen til stadighed har sine oprindelige egenskaber intakt, har været et ophav til myter om at det er en aggressiv race. Denne myte er fjern fra virkeligheden. En azawakh er først og fremmest en fredelig hund, et særdeles behageligt og kærligt familiemedlem. De knytter stærke og nære bånd til andre mennesker de betragter som deres ven. Den går som regel rigtig godt sammen med andre hunde, men er ofte dominante og intager gerne lederrollen i flokken. Den vil godtage alle husdyr som tilhører familien, men vil selvfølgelig jage naboens kat.

En azawakh har potentiale til at blive meget lydig, da den lever for at behage sin ejer, og sammenlignet med de fleste andre mynderacer er det let at få den til at komme på indkald. Racen er intelligent, vågen og sensitiv og er vældig god til at læse menneskers signaler så vel som sindsstemning. Den kan have glæde af agility, lydighedstræning og ikke mindst lure coursing.

 

Azawakhen har brug for en god men bestemt ejer, som med tålmodighed og tryghed kan introducere den for nye steder, situationer, mennesker og dyr. Azawakh er en race for specielt interesserede, men med rigtig opdragelse og grundig socialisering fungerer den fint som familiehund og i samfundet i øvrigt.

 

Slægtsskab og oprindelse

Selektiv avl, som vi kender den i den vestlige verden, eksisterer ikke hos nomaderne. Normalt har hver nomadegruppe kun én tæve, men flere hanhunde. Alfahannen, som typisk er den mentalt og fysisk stærkeste han, er den som parrer sig med tæven. Hvalpene som skal leve bliver valgt ud efter kriterier knyttet til funktion. Azawakhen betragtes som en af de mest oprindelige hunde og nomadernes fokus på funktion har bidraget til at azawakhen har opretholdt sine oprindelige egenskaber gennem tusindvis af år.

 

Nyere studier har bidraget til viden om azawakhens oprindelse og dens slægtsskab med andre hunderacer. Trods racens lighed i udseende med andre mynderacer viser genetiske studier at slægtsskabet med andre mynder er nok så fjernt. Den antages at have slægtsskab med afrikanske præriehunde og for at være beslægtet med sloughien. Azawakhen regnes for at stamme direkte fra oprindelige hunde og har en sjælden genetisk variation man kun finder i sloughi, nogen sjældne japanske hunde og ellers hos ræve, sjakaler og italienske ulve. Dette tyder på en tidlig differentiering fra ulven, og at slægtsskabet til vilde hunde er beholdt i større grad end hos mange andre racer.

Nomaderne i Sahel holder stadig azawakh som vagthund, men deres fremtid er desværre truet af stadige konflikter mellem folkegrupper og ændringer i levevis og religion hos nomaderne.

 

Ud af Afrika

De første azawakher blev importeret til Europa (Frankrig) i 1968. Omtrent samtidig blev hunden Gao, som man finder i stamtavlen til de fleste azawakher i Europa, importeret til det daværende Jugoslavien. Til at begynde med blev racen i Europa betragtet som en type sloughi, og de gik under navnet "Tuareg sloughi". I 1981 blev azawakh anerkendt som sin egen race, og racen fik sin egen FCI standard.

Organisationen "Association Burkinabé Idi du Sahel" (A.B.I.S.) arbejder i dag aktivt for at bevare racen i Sahel. A.B.I.S. bringer med jævne mellemrum ved sine ekspeditioner azawakher fra oprindelsesområdet til Europa for at supplere genpuljen.

 

Denne artikel er først udgivet i NKK, dernæst myndeklubben og senest i DKK